tirsdag den 23. august 2016

Midtjyllands mangfoldige herregårde


Den 4. september inviterer Dansk Center for Herregårdsforskning på bustur til "Fire herregårde gennem syv århundreder". Turen går til Silkeborg hovedgård, Ormstrup, Hald og Tjele og fortæller den fascinerende historie om herregårdenes historie og indflydelse på det midtjyske kulturlandskab.Langs Hærvejen ligger herregårdene som perler på en snor. Følger man den historiske forbindelsesvej gennem Jylland, passerer man tæt forbi en perlerække af små og store herregårde, der ligger gemt i kulturlandskabet bag alleer, gærder og hegn.

Når Dansk Center for Herregårdsforskning d. 4. september inviterer på bustur, åbnes dørene til et udvalg af helt unikke huse. Turen begynder på Silkeborg Museum, der er indrettet i en tidligere herregård fra 1700-tallet.
Herfra fortsætter turen til de øvrige herregårde, hvor der er rundvisninger, og fortællinger om den store indflydelse, de hver især har haft i lokalområdet.

Herregårdenes aftryk på den midtjyske historie
"Herregårdene fortæller en fascinerende historie om produktion og tilpasning til landskabets ressourcer. Særligt i Midtjylland finder man en sjælden mangfoldighed af forskellige – og forskellige slags – herregårde.
Hver især har de tilpasset sig de særlige vilkår, som det omkringliggende landskab har budt på. Men herregårdene har også haft en finger med i spillet i udformningen af den kulturarv, vi finder rundt omkring i landskabet i dag", fortæller ph.d. Mikael Frausing, der er sekretariatsmedarbejder ved Dansk Center for Herregårdsforskning. Han fortsætter: "De færreste tænker for eksempel over, at byen Silkeborg er grundlagt lige der, hvor herregårdens jorder tidligere lå".

Ejerne og eksperterne viser rundt
Undervejs på turen fortæller herregårdseksperterne fra Dansk Center for Herregårdsforskning om herregårdenes rolle i datidens samfund og deres – meget forskelligartede – produktion og organisation. På Ormstrup er det herregårdens ejere Minna og Niels Due Jensen, der købte herregården i 1999, der viser rundt. Ved Hald serveres der en lækker frokost på den historiske Niels Bugges Kro, efterfulgt af en rundvisning på 'De Fem Halder', der netop i disse år undergår store forandringer.

Turen fortsætter til en af landets mest berømte herregårde, Tjele, der er et klassisk gods med store marker og herskabelige bygninger og park. På Tjele er det Hans H. Lüttichau, hvis familie har ejet herregården i mere end 250 år, der viser rundt. Herefter går turen tilbage til Silkeborg Museum.

"De udvalgte herregårde er vidt forskellige. Der er store godser og mindre godser, og man kommer til at høre om både kongelige lensmænd, om adelsslægter og om herregårdenes opgangs- og nedgangstider i hænderne på forskellige ejere", siger Mikael Frausing, der selv medvirker som guide på busturen.

Praktiske informationer
Turen støttes af Brebølfonden og ligger i forlængelse af Dansk Center for Herregårdsforsknings omfattende arbejde med regionens herregårde i Aarhus 2017.

Turen er den anden i rækken af årets busture med Dansk Center for Herregårdsforskning. Næste tur finder sted i oktober, hvor det er nordtyske slotte, parker og herregårde, der er på programmet.

Turen til de midtjyske herregårde begynder på Silkeborg Museum d. 4. september kl. 8.30 og slutter samme sted kl. 17.30. Det koster 350 kr. at deltage, og prisen dækker både bustur, guider, entré, samt frokost på Niels Bugges Kro. Der er få ledige pladser.

Læs mere her

tags: Jylland, Midtjylland, Silkeborg, organisation,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar